Derfor har menneskeheden banket på min dør siden 1950, uanset hvor jeg har boet og hvor afsides jeg har været. Siden jeg udgav en bog^*om emnet, har mit liv ikke længere været mit eget.

Jeg kan lide at hjælpe andre og regner det for min største glæde i livet at se en person gøre sig selv fri af de skygger, der formørker hans dage.

Disse skygger forekommer ham så tætte og tynger ham i sådan en grad, at han – når han finder ud af, at de er skygger, og at han kan se igennem dem, gå igennem dem og igen være i solen, bliver han umådelig henrykt. Og jeg er bange for, jeg er lige så henrykt, som han er.

Jeg har set megen menneskelig elendighed. Som ganske ung vandrede jeg gennem Asien og så de overbefolkede og underuddannede landes store kvaler og elendighed. Jeg har set ligeglade mennesker, der trådte hen over døende mennesker på gaderne. Jeg har set pjaltede børn, der var tyndere end skind og ben. Midt i denne fattigdom og fornedrelse fandt jeg helligdomme, hvor der var stor visdom, men den blev omhyggeligt skjult og kun videregivet som overtro. Senere – på den vestlige verdens universiteter – så jeg Mennesket være besat af materialisme, og med sin egen snuhed så jeg det skjule den smule visdom, det virkelig var i besiddelse af, i uhyggelige sale og gøre den utilgængelig for almindelige og mindre begunstigede mennesker. Jeg har været igennem en forfærdelig krig og så dens rædsler og lidelser, som ingen gjorde noget for at lette med et eneste anstændigt ord eller menneskekærlighed. Jeg har ikke levet et afsondret liv, og jeg foragter den kloge mand, der ikke har levet, og den lærde, der ikke vil dele med andre.

Der har været mange klogere mænd end jeg, men få har rejst så vidt omkring.

Jeg har set tilværelsen ovenfra og ned og nedefra og op. Jeg ved, hvordan den ser ud fra begge sider. Og jeg ved, der er visdom, og at der er håb.

Ved anden verdenskrigs afslutning, hvor jeg var blevet blind, efter at mine synsnerver var blevet beskadiget, og lam med en kvæstet hofte og ryg, stod jeg over for en næsten ikke-eksisterende fremtid. Mine soldaterpapirer sagde: ”Denne officer viser ikke det mindste tegn på neurotiske eller psykotiske tendenser,” men ud over det stod der også: ”permanent, fysisk invalideret.” Så blev jeg ramt af endnu et slag – jeg blev forladt af familie og venner som en formentlig håbløs krøbling og en mulig byrde for dem resten af mine dage. Alligevel arbejdede jeg mig på mindre end to år tilbage til sundhed og styrke kun ved at anvende, hvad jeg vidste, og hvad jeg kunne fastslå om mennesket og dets forhold til universet. Jeg havde ingen til at hjælpe mig; hvad jeg behøvede at vide, måtte jeg selv finde ud af – og det er lidt af et kunststykke at studere, når man ikke kan se. Jeg blev vant til at høre, at det hele var umuligt, at der ikke var nogen udvej, intet håb. Alligevel kom jeg igen til at se og gå, og jeg byggede et helt nyt liv op. Det er et lykkeligt liv, et travlt liv, og forhåbentligt et nyttigt liv. Mine eneste vemodige øjeblikke er dem, der indfinder sig, når snæversynede mennesker fortæller andre, at alt er dårligt, og at der intetsteds er nogen vej, intet håb, kun bedrøvelse, ensformighed og trøstesløshed, og at enhver anstrengelse for at hjælpe andre er falsk. Jeg ved, det ikke er sandt.

Derfor er min egen filosofi, at enhver bør delagtiggøre andre i den viden, han har, at man bør hjælpe andre til at hjælpe sig selv, og at man trods uvejr skal fortsætte, for der er altid roligt vejr forude. Man skal ignorere hylene fra de egoistiske intellektuelle, som råber: ”Afslør ikke mysteriet. Lad os beholde det hele for os selv. Folket kan ikke forstå det.”

Men eftersom jeg aldrig har set lærdom, der unddrages andre, være til nogen nytte, og da jeg holder af at se andre lykkelige, og da jeg har gjort den erfaring, at det overvejende flertal af folk kan forstå og forstår, vil jeg fortsætte med at skrive, arbejde og undervise, så længe jeg lever.

For jeg kender intet menneske, der har eneret på universets visdom. Den tilhører dem, der kan anvende den for at hjælpe sig selv og andre.

Hvis tingene var lidt bedre kendt og forstået, ville vi alle leve lykkeligere.

Der er desuden en måde, vi kan lære dem at kende på, og der er en vej til frihed.

Det gamle må vige pladsen for det nye, usandhed må afsløres af sandhed, og sandheden vil, skønt den bliver bekæmpet, altid vinde til sidst.

* Dianetik: Den moderne videnskab om mental sundhed, udgivet i maj 1950.