For nylig var der en periode, hvor jeg ikke havde så meget at lave. Dette var noget nyt i et liv, der havde været tæt pakket med travle år. Så jeg bestemte mig for at underholde mig selv med at skrive en roman, der var ren science fiction.

I den hektiske periode mellem 1930 og 1950 var jeg ikke bare professionel forfatter, fordi det var mit job, men fordi jeg ville finansiere en mere seriøs forskning. I den tid var der ikke mange institutter, der gav store stipendier til folk, som arbejdede uafhængigt. Til trods for det, man hører om Roosevelts ”understøttelse,” var det kriseår. Enten havde man succes, eller også sultede man. Enten kom man frem i forreste række, eller også havnede man i rendestenen som en bums. Man blev nødt til at arbejde meget hårdt med sit fag, eller også havde man slet ikke noget fag. Det var en meget udfordrende tid for alle, der gennemlevede den.

Jeg har hørt folk sige med den hensigt, at det skulle være en fornærmelse: ”Han var science fiction forfatter,” og det har jeg hørt sagt om mange. Det har fået mig til at indse, at der ikke er mange mennesker, der forstår den rolle, science fiction har spillet i livet for hele Jordens befolkning.

Jeg har lige læst flere standardværker, der prøver på at definere ”science fiction” og spore dens historie. Der er mange eksperter inden for dette område, mange kontroversielle meninger. Science fiction er begunstiget med måske den mest sammenknyttede og hengivne læserkreds, der eksisterer for nogen genre. Tilhængerne kaldes ”fans,” og dette ord har en særlig prestigegivende betydning inden for science fiction.

Der er ikke mange professionelle forfattere ikke engang inden for science fiction-genren, der har skrevet meget om ”sci-fi’s” karakter. Som regel har de for travlt med at fremstille selve værkerne til at udbrede sig om det, de har skrevet. Men der er mange eksperter i dette emne blandt både kritikere og fans, og de har masser af værdifulde ting at sige.

Der findes dog mange forkerte indtryk, både af genren og af dens forfattere. Så når man erklærer, at man har sat sig for at skrive et værk, der er ren science fiction, så må man hellere gøre rede for, hvilken definition man bruger.

Det er vist bedst at vende tilbage til den dag i 1938 i det allerførste daggry af det, der er blevet kendt som science fictions guldalder, hvor jeg mødte John W. Campbell jr. og begyndte inden for dette område. Jeg var helt uvidende om dette område og betragtede det faktisk med en vis usikkerhed. Jeg var ikke kommet efter eget valg. Jeg var blevet tilkaldt til den kæmpestore gamle bygning på 7. Avenue i det støvede, beskidte, gamle New York, af den allerøverste ledelse af forlaget Street & Smith – en forlagsleder ved navn Black og en anden, der hed F. Orlin Tremaine. En anden forfatter, Arthur J. Burks, var tilkaldt sammen med mig. Dengang var det sådan, at når de øverste ledere af et forlag – især et, der var så gammelt og prestigebetonet som Street & Smith – ”inviterede” en forfatter til et besøg, så var det som at blive beordret til at møde op for kongen eller som at blive indkaldt for retten. Man kom, sad lydigt og sagde kun noget, når der blev talt til en.

Både Arthur J. Burks og jeg var topprofessionelle inden for andre litterære områder. A. B. Dick, der fastsatte reklametaksterne for forlag, havde faktisk opstillet lister, der viste, at hvis et af vores navne stod på forsiden af et tidsskrift, ville det sende oplaget himmelhøjt i vejret, omtrent som man ser det med nutidens seer-analyser.

Forlagslederne kom hurtigt til sagen. De havde kort tid inden startet eller anskaffet sig et tidsskrift ved navn Astounding Science Fiction. Der var andre blade, der blev udgivet af andre forlag; men Street & Smith var ikke glade for, at deres tidsskrift først og fremmest trykte historier om maskiner og maskineri. Som forlæggere vidste lederne, at der skal være mennesker i historierne. De havde tilkaldt os, for bortset fra vores A. B. Dick-klassificering som forfattere, kunne vi skrive om rigtige mennesker. De vidste, vi havde travlt og havde andre aftaler. Men ville vi være så venlige at skrive science fiction? Vi gav udtryk for, at det ville vi gerne.

De tilkaldte John W. Campbell, jr., der var bladets redaktør. Han opdagede, at han havde at gøre med to forfattere af spændingshistorier, og selv om spændingsforfatterne måske var aristokraterne inden for hele området og havde masser af tilhængere selv, så var de ikke science fiction-forfattere. Han gjorde modstand. For det første ville det ødelægge hans budget, hvis man tilkaldte topfolk, på grund af den takst, de skulle have pr. ord. Og for det andet havde han sine egne forestillinger om, hvad science fiction var.

Campbell, der dominerede hele sci-fi-området praktisk taget som en zar indtil sin død i 1971, var en kæmpestor mand, der havde taget fysik som hovedfag på Massachusetts Institute of Technology og afgangseksamen fra Duke University som cand. scient. Hans metode til at skaffe en historie var at få en eller anden professor eller videnskabsmand til at skrive den og derefter pynte på den og udgive den. Det er måske lidt uvenligt sagt, men det var faktisk, hvad han gjorde. For at fylde siderne skrev han også selv noveller til bladet, og havde i øvrigt selv fine evner som forfatter.

Forlagslederne var nødt til direkte at give Campbell ordre til at købe og udgive det, vi skrev til ham. Han skulle have mennesker ind i sine historier og få noget andet til at køre end bare maskinerne.

Jeg kan ikke sige, hvor mange andre forfattere, der blev tilkaldt. Jeg ved det ikke. Retfærdigvis må det siges, at det måske var Campbell selv, der fandt dem senere. Men få endelig ikke det indtryk, at Campbell var noget som helst mindre end en mester og et geni i sig selv. Alle fra den stald af forfattere, han samlede i denne guldalder, vil kunne fortælle det. Campbell kunne lytte. Han kunne forbedre ting. Han kunne finde på små drejninger af historien, der var geniale. Han fortjente helt og fuldt den titel, han opnåede og beholdt som topredaktøren og den fremherskende kraft, der gjorde science fiction så respektabel, som den blev. Star Wars, den film der har indtjent flest penge i historien til dato (kun overgået af fortsættelsen), kunne aldrig være blevet til noget, hvis science fiction ikke var blevet så respektabel, som Campbell gjorde den. Mere end det – Campbell var i høj grad med til at presse vores samfund ind i rumalderen.

Man skulle arbejde sammen med Campbell for at vide, hvor han prøvede på at bevæge sig hen, hvilken forestilling han havde om det, der hedder ”science fiction”. Jeg kan ikke komme med nogle citater fra ham. Jeg kan bare fortælle det, jeg kunne mærke, han forsøgte at gøre. I tidens løb blev vi venner. Over frokost, på hans kontor og hjemme hos ham i weekenden – hvor hans kone Doña sørgede for at få det hele til at glide – snakkede vi altid om historier, men også om videnskab. At sige, at Campbell betragtede science fiction som profeti, er overforenklet. Han havde meget præcise idéer om genren.